Klik på et foto for at se det i et større format…
Saba var den første jeg lavede TTouch med (udover mine egne katte). Hun er en huskat med ukendt forhistorie. Saba boede en kort periode på dyreinternatet Tingskoven, Tranbjerg, og valgte meget nøje sin nye menneske-mor (JK). Saba var ca. 2½ år gammel.
Som besøger for internatet, mødte jeg Saba første gang i sit nye hjem – dvs. Saba lå under sengen, så jeg fik et hurtigt kig ….
Da jeg fortalte Saba’s menneske-mor om TTouch, indvilligede hun i at lade mig arbejde med Saba, så hun kunne blive mere tryg, og måske endda ligge på skødet af JK. Saba flygtede altid, når der kom gæster, og nogle gange kunne hun finde på at angribe JK i sengen.
Saba har nu lært at ”tænke”, så i stedet for at fare hen og gemme sig, når der kommer gæster, løber hun et lille stykke væk, observerer gæsten, og bestemmer sig til om/hvornår hun vil møde gæsten.
Angrebene stoppede efter de første par konsultationer.
JK har arbejdet meget ihærdigt med Saba mellem konsultationerne, og langt om længe er det lykkedes at få Saba til at føle sig så tryg og veltilpas, at hun nu ligger på skødet af JK, som om hun aldrig har gjort andet!
Sally, Main Coon, var meget bange for fyrværkeri nytårsaften (og alle andre høje lyde). Efter behandling med TTouch ligger hun nu på mit skød og sover, mens raketterne ”flyver om ørerne på os”.
Sidse, Norsk Skovkat, ca. 1 år gl., havde boet på dyreinternatet Tingskoven i 4½ md. Hun var meget bange, når personalet skulle fodre hende, og skifte kattebakken.
Jeg arbejdede med Sidse 3 gange i løbet af 2 uger, og derefter gik der en uges tid, så fandt Sidse sin nye menneske-mor.
Som besøger for Tingskoven fik jeg lov at besøge Sidse i sit nye hjem, og der lå hun på sofaen og hyggede sig, mens hun blev børstet. Hun havde også indledt venskab med husets anden kat.
Bobby, Labrador Retreiver, 9 år. Han gled på et nyvasket gulv, og forstuvede sine højre ben alvorligt.
Efter grundig undersøgelse hos dyrlægen, hvor han også fik smertestillende medicin, lavede jeg forsigtigt TTouch med ham hver 2. dag den første uge, og derefter med længere mellemrum. Han fandt meget hurtigt ud af, at behandlingen hjalp, og løftede villigt de dårlige ben, så jeg kunne behandle ham.
Helingen kunne foregå hurtigere ved hjælp af TTouch.
Frække, huskat, 12 år, var blevet påkørt af en bil 14 mdr. tidligere. Han havde fået det meste af halen amputeret, hvilket bl.a. resulterede i balanceproblemer.
Frækkes pels var kedelig, huden havde små knopper, og han manglede pels på bagbenene. Han var blevet meget passiv efter ulykken. Heldigvis var Frække stadig meget kælen, så længe han ikke blev berørt på hofter, bagben og halestump. Jeg konstaterede at hans hørelse var betydeligt nedsat, måske var han endda døv. Efter 1. session sov han 4 timer! Et par dage efter kunne han hoppe op på en hylde. Efter 2. session begyndte han at blive aktiv, fulgte med i hvad der skete omkring ham, pelsen begyndte at gro og blev tættere, knopperne i huden forsvandt. Frække får dagligt TTouch af sine mennesker, og han er i dag en glad og tilpas, smuk kat, som kan leve mange år endnu. Dyrlægen konstaterede, at den dårlige hørelse skyldtes polypper i ørerne.